Gode spareråd
Hvis du følger disse anvisninger, har du gode forudsætninger for at opnå et komfortabelt indeklima. Samtidig får du et økonomisk fornuftigt varmeforbrug - og skåner miljøet.
Temperaturen på det varme brugsvand bør ikke overstige 50ºC. Ved en højere temperatur opstår der risiko for kalkdannelser i varmtvandssystemet og dermed tilstening af varmtvandsbeholderen.
Spar både vand og varme
Vask ikke op under rindende vand og husk at brusebad er billigere end karbad. I et almindeligt badekar bruger man typisk ca. 125 liter vand. Et 5 minutter langt brusebad bruger ca. 45 liter vand.
Der findes en god tommelfingerregel, der er værd at følge:
Hvis du sænker temperaturen i huset/lejlighedens rum med 1ºsparer du 5-6% på varmeforbruget. Det modsatte gør sig naturligvis gældende, når du skruer op for varmen. Når du tager på arbejde eller måske er bortrejst på vinterferie, kan du godt skrue ned for varmen. Husk bare at temperaturen ikke må komme under 14ºC.
Undgå for høje temperaturer. 21ºC i opholdsrum er tilstrækkeligt for de fleste. Det er en god ide jævnligt at kontrollere temperaturen i de enkelte rum.